I Jammerbugt Kommune har digitalt støttet træning i hjemmeplejen på ét år frigjort kræfter svarende til 10 stillinger.
For Anna Katrine Jensen (87) i Birkelse er besøget af Helle Damm Thøgersen, en af Jammerbugt Kommunes tre digitale trænere, velkomment:
”Jeg har været glad, hvor eneste gang, der er kommet sådan en smilende pige (social- og sundhedsmedarbejdere oplært som digitale trænere red.) for at træne med mig,” slår hun fast.
I dag er besøget dog mest for at vise, hvordan den digitalt støttede træning i hjemmet foregår. Anna Katrine har nemlig allerede gennemført hele forløbet med to ugentlige sessions i 12 uger. I dag holder hun selv formen ved lige.
Den digitalt støttede træning, med udgangspunkt i app’en fra DigiRehab, består af enkle øvelser, som styrker fysikken målrettet i forhold til nødvendige daglige udfoldelser, som for eksempel selv at komme ud af sengen eller gå på toilettet.
Den positive modtagelse er reglen, når Helle Damm Thøgersen ringer på døren.
”Jeg synes faktisk kun, jeg har haft gode oplevelser med træningen. Folk har selv sagt ja, og de er spændte på, hvad der venter. I takt med at de bliver fysisk stærkere, stiger motivationen”.
"Undersøgelser viser, at når en borger er visiteret til hjemmeplejen i Jammerbugt Kommune, stiger behovet for hjælp i gennemsnit med 53 timer årligt. Men for de 122 borgere, som i 2023 gennemførte den digitalt støttede træning, reducerede eller fastholdt 72 procent deres behov for hjælp fra hjemmeplejen"
- Henrik Ravn, Chef for Sundhed og Velfærd
Vigtig mobilitet
Den simple app-baserede træning til en stor gruppe af de borgere i Jammerbugt Kommune, som hjemmeplejen har berøring med, er noget nyt. Konceptet går på 12 ugers træning med en indledende screening, hvor programmet fastlægger et individuelt træningsforløb. Herefter måles effekten hver fjerde uge, og indsatsen justeres. Øvelserne gælder kun underkrop og ben – de såkaldt ”nedre ekstremiteter”:
”Erfaringen viser, at mobiliteten er vigtig i forhold til at beholde helbred og funktioner. Derfor er fokus i den digitalt støttede træning på at vedligeholde styrken i underkrop og ben med simple øvelser. Træningen tilbydes bredt til de borgere, som er i kontakt med hjemmeplejen, og som kan have glæde af den,” fortæller Henrik Ravn, chef for Sundhed og Velfærd i Jammerbugt Kommune.
Stor effekt af lille indsats
I Jammerbugt Kommune begyndte den digitalt støttede træning i 2022. De første tal baseret på et helt år er fra 2023, og de viser meget positive resultater, oplyser Henrik Ravn:
”Undersøgelser viser, at når en borger er visiteret til hjemmeplejen i Jammerbugt Kommune, stiger behovet for hjælp i gennemsnit med 53 timer årligt. Men for de 122 borgere, som i 2023 gennemførte den digitalt støttede træning, reducerede eller fastholdt 72 procent deres behov for hjælp fra hjemmeplejen. Det er en kæmpestor effekt med en forholdsvist lille indsats. Fraregnet udgifterne til træning, svarer det cirka 10 stillinger, som frigøres til andre opgaver på et område, hvor flere får behov for hjælp og støtte de kommende år”.
"I dag kan jeg kan lave mad, bage og holde mit hus. Jeg kan det hele, og jeg fortæller alle om, hvad det gjorde for mig at træne"
- Anna Katrine Jensen, deltager i hjemmeplejens digitalt støttede træning