Pandrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Jammerbugt – 17-årig omkommet i drukneulykke
Nordjyllands Politi modtog kl. 21.37 mandag den 9. august 2021 et alarmopkald om en drukneulykke i Idrætscenter Jammerbugts svømmehal ved Fjerritslev Hostel. En 17-årig ung kvinde blev fundet livløs på bunden af et bassin. Kvinden blev erklæret død tirsdag morgen kl. 04.59.
Læs mere på politi.dk
Pandrup – årvågne borgere tog indbrudstyv på fersk gerning
Tirsdag den 10. august ved midnatstid modtog Nordjyllands Politi et opkald fra en bekymret borger i Pandrup, som netop havde været vidne til et indbrudsforsøg. Gerningsmanden havde efter sigende klippet låsen til en garage op, hvorefter han tilsyneladende blev opmærksom på, at han var opdaget. Indbrudstyven spurtede hen til sin bil, satte sig ind bag rattet og kørte fluks fra stedet – hvor han var tæt på at påkøre anmelders kæreste i hasten om at komme væk fra gerningsstedet.
Anmelder og vedkommendes kæreste havde heldigvis lagt mærke til bilens nummerplader, farve, mærke og model, som hun prompte videregav til vagtcentralen. Hun havde ligeledes styr på den vej og retning, som indbrudstyven kørte væk fra stedet ad. En patruljevogn i nærheden blev hurtigt dirigeret ud efter bilen med de informationer, som anmelder snarrådigt havde noteret.
Genkendelig bil og mistænkelig mand
Kort tid senere lagde betjentene mærke til en bil, der holdt parkeret på en adresse i Pandrup. Bilen stemte overens med den beskrivelse, som anmelder havde givet. Ved siden af bilen stod en mand, som – noget mistænkeligt – skyndte sig at åbne døren til bilen for at sætte sig indenfor, da han lagde mærke til politiets tilstedeværelse.
Politiet henvendte sig derfor til den mistænkelige person – en 29-årig mand.
Betjentene noterede, at manden var beruset i svær grad, da han talte snøvlende, vaklede rundt og lugtede kraftigt af spiritus – hvortil en alkometertest gav udslag for, at han havde en promille langt over den lovlige grænse på 0,5. Betjentene fattede ligeledes mistanke til, at han var påvirket af narkotika, da han svedte kraftigt, tydeligvis var nervøs og havde blanke øjne.
Bilens motor var varm, og nøglen sad i tændingen ved patruljens ankomst. Ved opslag i politiets IT-systemer kunne betjentene desuden konstatere, at manden ikke havde gældende førerret til personbil. Den formodede indbrudstyv blev derfor sigtet og anholdt for narkopåvirket kørsel, spirituskørsel og kørsel uden førerret.
Vidner udpegede indbrudstyven
Syv vidner ankom derefter til stedet, hvor bilen holdt parkeret, for at se, om den berusede mand var identisk med indbrudstyven. Og ganske rigtigt – den 29-årige mand blev genkendt som værende indbrudstyven. Han blev derfor sigtet for indbrudsforsøget. I forbindelse med ransagning af bilen fandt betjentene en boltsaks på bagsædet, som formodentlig blev brugt til at klippe låsen til forurettedes garage over.
Indbrudstyven nåede tilsyneladende ikke at stjæle noget i forbindelse med indbruddet takket være anmelders årvågenhed og snarrådige handleevne.
Alt i alt blev den 29-årige mand sigtet for:
- Forsøg på indbrudstyveri
- Spirituskørsel
- Narkopåvirket kørsel
- Kørsel uden førerret
- At have forvoldt fare for liv eller førlighed
Den sigtede kan nu se frem til et retsligt efterspil.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
Læs mere på www.nabohjaelp.dk/app eller hent Nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play
Aabybro – indbrud i bolig
Et indbrud fandt sted på Ternevej i Aabybro mellem tirsdag den 3. august kl. 16:30 og onsdag den 4. august kl. 08:15, hvor en ukendt gerningsmand brød et vindue op til en bolig. Der var spor af færden i samtlige rum. Blandt de stjålne genstande var et Dewalt multicutter batteri, tre stk. Dewalt slagboremaskine batterier og en Dewalt slagboremaskine/opbrydningshammer.
Har du set mistænkelig færden på Ternvej i Aabybro? Kontakt politiet på tlf. 114.
Frederikshavn – kokainpåvirket narkosælger anholdt
Nordjyllands Politi standsede en bilist til kontrol på Koktvedvej i Frederikshavn tirsdag den 10. august ved 23-tiden. Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede man føreren af bilen – en 21-årig mand – i at deltage i en narkometertest. En test, der gav udslag for, at han tilsyneladende havde indtaget kokain forud for kørslen.
Betjentene ransagede derefter bilen og visiterede bilisten, da der nu var mistanke til besiddelse af ulovlig narkotika. I den forbindelse udfandt og konfiskerede politiet i alt 10,37 gram kokain, der var fordelt i 13 små poser. Det vidnede om besiddelse med henblik på salg.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel samt salg af ulovlig narkotika. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.
Læs mere på politi.dk
Aalborg – bilist sigtet for at overtræde vigepligt
Tirsdag den 10. august fandt et færdselsuheld sted i krydset mellem Danmarksgade og Niels Ebbesens Gade i Aalborg. En bilist foretog her et sving til trods for, at en cyklist samtidig var i færd med at køre over krydset. Det medførte, at cyklens front kolliderede med bilens højre side. Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med uheldet. Begge køretøjer led dog materielle skader. Bilisten – en 62-årig mand – sigtes for at have overtrådt sin vigepligt.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.