Natten til torsdag blev en 21-årig mand standset af politiet, mens han kørte ad Rødhusvej i Pandrup. Politiet bemærkede hurtigt, at manden var påvirket, og han blev derfor underlagt en narkotest, som viste, at han var påvirket af kokain.
Ved en efterfølgende visitation fandt politiet én tramadolpille på den unge mand. Han erkendte at have kørt i narkopåvirket tilstand, uden kørekort og at være i besiddelse af euforiserende stoffer uden recept.
Politiet sigtede ham for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af euforiserende stoffer. Manden blev herefter anholdt for at få taget en blodprøve.